Grundejerforeningen                                      
Bakkebjerg

Ordinær generalforsamling 2007

Referat

2007-04-22, kl. 11:00
Blistrup Skole - Kantinen


Dagsorden:

1) Valg af dirigent.
2) Beretning fra bestyrelsen om foreningens virke i det forløbne år
3) Forelæggelse af det reviderede regnskab
4) Indkomne forslag, herunder budgetoversigt til godkendelse og fastsættelse af kontingent for 2008
5) Valg af medlemmer til bestyrelsen, følgende er på valg:
     Michael F. Nielsen, formand
     Erik Andersensen, kasserer
     Jan Petersen, bestyrelsesmedlem
     Erik Andreasen, bestyrelsesmedlem
    Alle modtager genvalg
6) Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
7) Valg af 2 revisorer
8) Valg af 1 revisorsuppleant
9) Eventuelt.

Formanden startede med at byde velkommen.


Ad.1 Valg af dirigent

Bestyrelsen foreslog Stig T42 – ingen forslag fra forsamlingen – Stig valgt med applaus.
Stig konstaterede at generalforsamlingen var varslet korrekt, og det blev registreret hvem der var til stede, og hvor mange stemmer der var gyldige.

Der var 33 fremmødte. Der var 4 fuldmagter. To grundejere havde hver 2 stemmer, og én grundejer havde 6 stemmer. I alt var der 35 gyldige’ stemmer’ til stede.


Ad.2 Beretning fra bestyrelsen om foreningens virke i det forløbne år

Beretningen var udsendt med indkaldelsen, og dirigenten gav ordet frit.
Der var ingen spørgsmål eller kommentarer fra forsamlingen overhovedet – beretningen godkendt.


Ad.3 Forelæggelse af det reviderede regnskab

Erik orienterede kort om sin indtræden i bestyrelsen i 2006, fravælgelsen af en advokat som administrator, og sin nuværende rolle som 100 % fungerende kasserer – foretaget af økonomiske hensyn til foreningen.
Han gjorde også opmærksom på, at regnskabet også omfattede den tidligere bestyrelse; fra 1/1 2006 og frem til vi overtog bestyrelsen i april 2006. Herefter blev ordet givet frit.

H11:  Hvor stor er foreningens formue?
Kasserer: Cirka kr. 300.00 inklusive de sidste kontingentindbetalinger.

K5:  Hvad hører under punktet belysning?
Kasserer: Udgift til belysning af bump.

H11:  Hvad dækker udgiften nærmere bestemt?
Kasserer: Abonnement på tilsyn, pærer og strøm.

Herefter var der ikke flere kommentarer – regnskabet godkendt.


Ad.4 Indkomne forslag, herunder budgetoversigt til godkendelse og fastsættelse af kontingent for 2008

De tidligere udsendte forslag fra bestyrelsen, samt 3 indkomne forslag blev alle omdelt til gennemlæsning.


Forslag til ændringer i støjreglementet.

T33:  Ingen overholder reglerne alligevel, men de gamle regler er gode nok, og skal bevares.

B26:  Vi får flere og flere støjende maskiner omkring os, og jeg ønsker fred og ro også om lørdagen.

T47:  Jeg ønsker også ro om aftenen – så man kan høre fuglene synge.

H11:  Det er vigtigt, at der er ens regler året rundt – ønskede også fred og ro lørdag eftermiddag.

L5:  Dette emne bliver altid debatteret, støtter H11’s forslag. Lad os være lidt mere large overfor
hinanden – vi er trods alt naboer.

L12:  Støttede forslaget fra H11.

H11:  Er det afskaffelsen af ’middagspausen’ der er problemet?

K5:  Lad os bevare reglerne som de er, de har fungeret i 30 år og er gode nok.

L15:  Nabogrundejerforeningerne har helt andre regler, og så får vi bare støjen derfra.

?:  Reglerne skal ikke laves om – de er gode nok.

Formanden: Hvad med de mennesker der går på arbejde; de kan ikke overholde reglerne. Hvad skal de gøre?

H11:  Hvem er reglerne lavet for? Sommerhusbeboere eller fastboende?

T47:  Reglerne er gode nok og skal bevares.

R13:  Reglerne skal bevares som de er.

K5:  Reglerne kan sagtens overholdes, selv om man går på arbejde.

Herefter kom det til afstemning – alle 3 forslag forkastet med et lille flertal.


Forslag om kontingentnedsættelse.

Kassereren orienterede kort og begrundede forslaget. Formuen er pænt stor, vi skal ikke drive bankforretning, og selv med den foreslåede kontingentnedsættelse vil formuen alligevel vokse støt.

T40:  Det er den mest asociale indstilling jeg har mødt – hvorfor skal kontingentet være billigere endnu, for dem der tilmelder sig E-post? Vi har alle dage løftet i flok her i foreningen.

Kasserer: Var uforstående overfor beskyldningen om, at bestyrelsen skulle være asocial. Forslaget er fremsat ud fra de bedste hensigter, og ud fra den erfaring, at der skal være en gulerod, for at lokke folk til at tilmelde sig.

T33:  Har bestyrelsen regnet på, om E-post kan betale sig? Mente i øvrigt at kontingentet skulle fastholdes på kr. 600.

Kasserer: Budgettet er lagt ud fra den forudsætning, at flere tilmelder sig E-post. Vi har taget højde for de mindre indtægter. Vi har reduceret bestyrelsesomkostninger væsentligt, og i øvrigt skal vi ikke være en bank.

T33:  Hvorfor skal jeg være med til at betale for fællesarealerne? Jeg bruger dem aldrig.

K5:  Det vil koste mere end en million at reparere vejene – vi skal have penge i kassen og kontingentet skal ikke nedsættes.

B19:  Hvorfor skal der være 2 forskellige kontingenter, og hvorfor skal de nye udstykninger ikke betale indskud, for at få del i vores formue?

L5:  Nedsæt kontingentet for alle generelt – stemmer i øvrigt for forslaget.

T36+:  Jeg er ejer af Leerbjerggård, og har udstykket de nye parceller. I den forbindelse har jeg etableret en asfaltvej, til en kostpris på kr. 300 000. Denne vej er nu tilskødet grundejerforeningen – kvit og frit. Desuden vil der komme en løbende indtægt, fra alle parcellerne.

Kasserer: Fastholdt at kontingentet bør nedsættes, foreslog alternativt nedsættelse til kr. 425 for alle – dette forslag blev vedtaget.


Forslag om fællesareal.

L17 orienterede kort om forslaget – området er meget tilgroet, meget vådt og trænger til almindelig oprydning.

L5:  Vi skal bevare de våde områder – foreslog en sti af planker i stedet for dræning.

R13:  Lad os bevare naturen og lave broer i stedet for.

L5:  Hvis vi bevarer naturområderne øges fugle- og plantelivet hér.

B26:  Dårlig idé at dræne området.

Kasserer: Haveaffald må ikke smides på fællesarealet.

L7:  Lad os alle deltage i arbejdet – lad os gøre det selv.

Kasserer: Vi har pligt til at vedligeholde området.

R13:  Området skal vedligeholdes.

Formand: Kom med et alternativt forslag. Vi dropper dræningen men udfører resten af det foreslåede – det alternative forslag blev herefter vedtaget.


Forslag til vedtægtsændringer.

Tilhørsforhold Gribskov Kommune, tidligere Græsted-Gilleleje Kommune – vedtaget.


Forslag til budget

Kassereren orienterede kort om investeringer og konti. Vores formue andrager ca. kr. 332 000 til dato.

L5:  Roste bestyrelsen for dens arbejde – klapsalver – budget godkendt.


Ad.5 Valg af medlemmer til bestyrelsen

Dirigenten redegjorde kort for, at da næstformanden var indtrådt som formand mellem 2 generalforsamlinger, var han også på valg jvf. vores vedtægter.

Formand Michael Nielsen – genvalgt uden modkandidat.
Kasserer Erik Andersen – genvalgt uden modkandidat.
Bestyrelsesmedlem Jan Petersen - genvalgt uden modkandidat.
Bestyrelsesmedlem Erik Andreasen - genvalgt uden modkandidat.


Ad.6 Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen

Her kom det – næsten – til kampvalg. 3 stillede op – én kandidat trak sig.
Vivi Andreasen & Per Nielsen valgt med applaus.


Ad.7 Valg af 2 revisorer

Hanne Jørgensen var ikke til stede, men havde meddelt at hun modtog genvalg – valgt med applaus.
Claus Giliamsen var ikke til stede. Henrik Lohse meldte sig frivilligt – valgt med applaus.


Ad.8 Valg af revisorsuppleant

Stig Rasmussen - genvalgt med applaus.


Ad.9 Eventuelt

B26:  Præciserede reglerne om afbrænding af haveaffald, samt miljøloven. Opfordrede til at man henvendte sig direkte til politi og brandmyndigheder, hvis man så noget ulovligt. Åen ind til nabogrundejerforeningen trænger til oprensning – hvem sørger for det?

K5:  Åen ved Bueager er fyldt med dræbersnegle, kan vi gøre noget ved det?

L5:  Hvis der er mistanke om ulovlig udledning i vore åer og vandløb, skal der rettes henvendelse til myndighederne.

R13:  Når åen er lavvandet er der snegle og rotter i den.

Kasserer: Orienterede kort om muligheden for at blive tilsluttet Dong Energy Fibernet, samt muligheden for at se TV via TDC bredbånd.

B26:  Hvem har ansvaret for vores å-løb?

Formand: Det har vi, og vi retter henvendelse til kommunen.

L5:  Tilbød at gøre dette i en nær fremtid.

R13:  Der er rotter i åen.

Formand: Den enkelte grundejer skal selv rette henvendelse til kommunen.

T33:  Ønskede bump også på Tofthøjs-Åsen, og sine ødelagte rabatter repareret - hvem gør noget ved det?

Formand: Undlad at parkere på veje og rabatter, så lastbilerne kan komme forbi.

T33:  Må man afspærre sin rabat?

Formand: Nej.

T45B:  Vi reetablerer snarest de rabatter som vores entreprenør har beskadiget.

T40:  Vores rabatter er også ødelagt, og hvad med 2 tilstoppede brønde?

Formand: Vi kan ikke sætte en dato på, men vi skal nok tage os af det.

K5:  Mange kan nå helt op i 3. gear her på Kildeager.

L5:  Bumpene på Leerbjerg-Åsen har vist sig at være særdeles effektive. Før de blev etableret kom bilerne helt op i 5. gear!

R13:  Det er den gennemgående trafik, der kører for stærkt.

Kasserer: Vi følger op på de ødelagte rabatter.

Formand: Tak for god ro og orden. Generalforsamlingen afsluttet kl. ca. 12:30.

 

 


Dirigent: Stig Rasmussen                           Referent: Anders Løvig Nielsen


______________________________      ______________________________