Grundejerforeningen
Bakkebjerg

Generalforsamling 2004

Referat

2004-05-02, kl. 9:30
Medborgerhuset Blistrup


Dagsorden:

1. Valg af dirigent
2. Beretning fra bestyrelsen om foreningens virke i det forløbne år. Beretningen er udsendt sammen med indkaldelsen og vil ikke blive læst op på GF.
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab.
4. Indkomne forslag, herunder budgetoversigt til godkendelse, og fastsættelse af kontingent. Se vedlagte bilag.
5. Valg af medlemmer til bestyrelsen, følgende afgår: Formand Knud Erik Iversen (villig til genvalg), og næstformand Anders Løvig Nielsen (villig til genvalg). Peter Christensen har afhændet sin ejendom, og udtræder derfor.
6. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
7. Valg af 2 revisorer.
8. Valg af 1 revisorsuppleant.
9. Eventuelt.


Ad.1
Formanden startede med at byde velkommen, og foreslog Anny Holm som dirigent. Valgt.
Anny Holm takkede og konstaterede at GF var varslet korrekt. Der blev konstateret ca. 45 fremmødte, heraf 30 stemmeberettigede inkl. 8 fuldmagter.

Ad.2
Formanden kunne tilføje seneste nyt til beretningen: Sagen omkring vores påståede pligt til af afholde en procentdel af udgifterne til nyt slidlag på Tofthøjs-Åsen verserer stadig.
Henvendelse fra en grundejer der ønskede at tilslutte overløbet på sin septic-tank til vores vejbrønde (regnvand); afvist.
Reetableringen af vores rabatter, efter Nesas nedgravning af kabler, er ikke udført tilfredsstillende, så vi retter henvendelse til Nesa derom, foruden at de bedes fjerne diverse efterladte trækrør mm.
Herefter var ordet frit:
· Én mente at gamle biler på grundene skal afstedkomme eet brev fra grundejerforeningen (GF), hvorefter sagen skal gives videre til politiet. Andre mente at vi ikke skal gøre os til smagsdommere, og at det i øvrigt ikke er ulovligt at have en u-indregistreret bil stående, og at det ikke vedrører GF.
· Korrektion fra en beboer vedrørende en u-indregistreret bil som var blevet fjernet af politiet i 2003: Det var ikke bestyrelsen, men denne beboer der havde henvendt sig til politiet !
· Ifølge beretningen er der ca. 10% der ikke har betalt kontingent, men ifølge regnskabet er der kun kr. 600 i udestående ?
· Det skyldes at regnskabet er revideret senere end beretningen !
· Herefter var der flere (nye) beboere som efterlyste oplysning om, hvem der var hvem i bestyrelsen , hvorefter denne præsenterede sig selv, med opfordring til at læse de seneste beretninger.
· Punktet omkring trusler mod bestyrelsesmedlemmer (BM) blev uddybet, men nogen mente at tonen fra BM var blevet for hård den seneste tid, mens andre mente at BM ikke skulle ’straffes’ for at udføre deres arbejde. Det blev fastslået, at truslerne er kommet i forbindelse med opkrævning af kontingent, hos de dårlige betalere vi har i foreningen. Opfordring fra flere om at tonen generelt – blandt alle beboerne – blev bedre.
· 3 medlemmer satte spørgsmålstegn ved, at vi har hyret en entreprenør til at holde græskanterne (med efterfølgende svineri på rabatten), det havde de selv gjort troligt hvert år. Ros fra 2 andre medlemmer for netop dette initiativ.
· Kommunikationsproblemer i forbindelse med opgravning af dræn ?
· Problemet var, at vi ikke fik givet besked til en grundejer om, at vi – efter opgravning - ikke kunne finde nogen dræn der angiveligt var stoppet til !
· Skal der lys på de bump vi har fået godkendt ?
· Ja !
· God idé med bump: Mange kører uansvarligt. Kommunen har i øvrigt pligt til at afholde en del af udgifterne til vedligeholdelse af Leerbjerg-Åsen, da vi ikke fik tilladelse til at lukke den.
· Herefter var der flere indlæg der alle omhandlede det faktum, at der blev kørt for stærkt på vore veje, og at der var behov for bump på flere veje.
· Bumpene på Leerbjerg-Åsen skal måske i licitation, anslået pris kr. 25.000 pr. stk. !
· Forespørgsel til hybridnettet ?
· Vi har ikke fået flere informationer !
· Indlæg om, at der var fjernet et par brandhaner.
· Bestyrelsen kigger på sagen !
· Forespørgsel om man ikke skulle være medlem af bestyrelsen, for at sidde i bestyrelsen for GGGF ?
· Nej !

Herefter blev formandens beretning godkendt.

Ad.3
Vi har været for optimistiske mht. indtjening på renter. Advokatomkostningerne drejer sig om inddrivelse af restance samt sagen om kravet fra nabo grundejerforeningen, og slidlaget på Tofthøjs-Åsen. En beboer, der ikke havde betalt kontingent mødte først op til det 4. retsmøde – ved politiets mellemkomst – fordi han ikke ville betale kr. 600 ! Reparation af vejene har andraget kr. 52.000 – kr. 18.000 mindre end budgetteret.
· Spørgsmål til posten ’Reparation af veje’ ?
· Punktet omfatter spuling af brønde, kantsten, belægningssten og vedligeholdelse af græskanter.
· Spørgsmål til posten ’Bestyrelsesomkostninger’ ?
· Den omfatter bestyrelsesmøder, kørepenge, fortæring mv. !
· Spørgsmål til hvordan denne post kan stige fra kr. 4.000 i 1995, til kr. 15.000 i 2004 ?
· Beløbet – som er et budget – skal, foruden at dække ovennævnte, også dække papir, printer, telefon, mad & kaffe. Derudover går hele bestyrelsen ud at spise een gang om året – med ledsager. Revisorerne har alle bilag.
· Hvorfor er bestyrelsesmøder og administrationsomkostninger 2 forskellige poster ?
· Dette blev vedtaget på en tidligere GF.
· Spørgsmål til hvem der var vore revisorer – da disse ikke var til stede.
· Indlæg der støttede bestyrelsen: GF har valgt revisorerne, og hvis de har godkendt regnskab og budget, må vi have tillid til dem.

Herefter blev regnskabet godkendt.

Ad.4

· Uddybning af budgetposten ’Veje’ på kr. 100.000: Omhandler etablering af 3 bump !
· Mange mente at vi burde ’tære på formuen’, i stedet for at hæve kontingentet.
· Vi har altid ført en forsigtig politik; vi må forvente at der kommer uforudsete udgifter !
· Det blev præciseret at etablering af bump blev vedtaget på GF 2002, og selv om vi ikke har en konkret pris på arbejdet, er vi nødt til at have et beløb til rådighed, godkendt af GF.
· Flere indlæg om, at etablere disse bump hurtigst muligt, andet indlæg om at lave chikaner.
· Dette er ikke muligt; så skal vi starte helt forfra med at ansøge kommunen.
· Herefter var der mange indlæg; om kontingentstigning, reparation af vejene, etablering af miljøveje, høj hastighed på vore veje, muligheden for at vi ville miste et evt. tilskud fra GGK, hvis vi selv finansierede bumpene, belysning af bump mv.
· Da det reviderede budget indeholder kr. 100.000 til etablering af bump, blev GF herefter bedt om at tage stilling til følgende: Bumpene er vedtaget på GF 2002, bumpene (3 stk.) er indeholdt med en maks. pris på kr. 100.000 i budgettet for 2004, hvorfor et ja til det reviderede budget er det samme som at sætte etableringen af bumpene i gang.

Det reviderede budget blev herefter vedtaget med stort flertal.

· Hvad skyldes den forventede stigning i advokatomkostninger ?
· Sagen omkring vores påståede økonomiske andel i et nyt slidlag på Tofthøjs-Åsen !
· Herefter blev bestyrelsen opfordret til at benytte sig af GGGF’s advokat, til at indlede en mægling, der jo ikke er det samme som at indgå et forlig – taget ad notam !
· Herefter blev der stemt om bestyrelsens forslag angående kontingentstigning fra kr. 600 til kr.1.000. For stemte 8, og imod stemte 22 – forslaget blev forkastet. De fremsatte forslag fra bestyrelsen, angående ændringer af vedtægter og ordensreglement, blev herefter trukket tilbage.
· Fremsendt forslag om at flytte GF fra maj (mange konfirmationer) til april: Dette gav sig selv, da vi allerede nu har booket Medborgerhuset til GF 24/4-2005, da der var ikke ledige lokaler i maj. Principielt enedes man dog om, at forsøge at afholde GF i april fremover.
· Fremsendt forslag om at få etableret granitkantsten af en professionel entreprenør: 4 stemte for og 26 stemte imod – forslaget forkastet.

Ad.5
Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen:
Formanden og næstformanden blev genvalgt uden modkandidater.
Peter Christensen har afhændet sin ejendom, og afgår derfor.
Verner Pedersen og Tina Sørensen blev foreslået, Verner trak sig og Tina blev valgt.
Verner Pedersen og Torben Johnsen (B22) blev valgt som suppleanter.
Valg af revisorer:
Per Madsen og Claus Geliamsen blev genvalgt som revisorer.
Som ny revisor suppleant blev valgt Jytte Præst (B42)

 

 

 


Dirigent: Anny Holm  Referent: Anders Løvig Nielsen

__________________  ______________________________